Opskrifter


Det orientalske køkken er blevet mere og mere populært i de senere år, og veletablerede kinesiske restauranter bliver nu fulgt af japanske, vietnamesiske, koreanske og især thailandske restauranter. På trods af at alle disse lande hver især har deres helt egen måde at tilberede tingene på, så har de også visse fælles træk. Ingredienser, tilberedningsmetoder og krydderier lapper i en vis udstrækning over, og det ses især i det thailandske køkken. 

Thailand er i tidens løb blevet påvirket af sine naboer, Kina, Malaysia, Indien og også af Japan. Thailænderne har været dygtige til at tilegne sig forskellige metoder, som de siden har gjort til deres egne. Thai curries tilberedes meget hurtigere end de indiske. Karrypastaerne laves på friske og ikke på tørrede ingredienser, og den færdige ret har en lettere og friskere smag, men kan alligevel være brændende stærk. Den kinesiske lynstegningsteknik anvendes særdeles meget i thai-køkkenet, hvilket har resulteret i sunde, velsmagende og hurtigt tilberedte retter. I Japan pyntes maden meget smukt, hvilket genspejles i de smukt udskårne frugter og grønsager, der også pryder thai-retterne. Ris er essensen i thai-køkkenet. Det serveres i meget store mængder til alle måltider. Kød og fjerkræ anses for at være luksus. Derfor »strækkes« måltider ofte med ris og nudler. Men der optræder også masser af fisk og skaldyr fra Thailands lange kystlinie og floderne inde i landet. Hele fisk renses og skylles og tilberedes med hoved og hale. Ofte dampes eller frituresteges de og serveres med kraftig sur-sød sauce.

De vigtigste krydderier og smagsgivere i thai-køkkenet er chili, lime, citrongræs, hvidløg, ingefær, fiskesauce og palmesukker. De blandes omhyggeligt i hver ret, så ingen smag overdøver de øvrige, og der er en fin balance mellem stærk, sur, sød og salt. Denne harmoni giver en bemærkelsesværdig frisk, ren og spændende smag, der er meget karakteristisk for thai-retter. Tilberedningsmetoderne i thai-køkkenet er meget sunde og nærende. Små portioner magert kød, fjerkræ, fisk og skaldyr blandes med store mængder ris, grønsager og frugt. Maden tilberedes hurtigt og let, så mange af næringsstofferne i de - helst friske - råvarer bevares. Dette websites opskrifter er gennemgående meget hurtige og enkle at tilberede, og man vil nyde at sætte tænderne i disse retter, også med visheden om, at de ikke blot smager godt, men at de også er sunde for ens helbred.